1129

VedtægterUdskriv side

§ 1 Navn og hjemsted:
Foreningens navn er FC Storebælt

Stiftet på generalforsamlingen den 27. november 2008 som en fusionsklub mellem Korsør Boldklub af 1903 og Halskov B98 med rødder tilbage til 1942, hvor den opstod som AIF.

Foreningen er hjemmehørende i Slagelse Kommune, men med spillested/er i Korsør.

§ 2 Formål:
Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.

§ 3 Medlem af organisationer:
Dansk Idræts Forbund (DIF)
Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI)
DBU Sjælland (SBU) / Dansk Boldspil Union (DBU)

§ 4 Medlemskab:
Som medlem kan enhver person optages, såfremt dennes forhold til andre idrætsforeninger ikke er til hindring for dette.

Medlemmer kan optages som aktive eller passive.

Passive har, efter minimum 3 måneders medlemsskab, ret til stemmeret ved generalforsamlingen

Ved optagelse skal navn, adresse og fødselsdato opgives, ligesom enhver flytning straks skal meddeles kassereren. Ingen kan betragtes som medlem med dertil hørende rettigheder, før første kontingent er betalt.

Ved kontingent-restance over 1 måned efter sidste frist for rettidig betaling kan medlemmet slettes og derved miste de som medlem tilhørende rettigheder.

Udmeldelse kan kun ske til kassereren og kun hvis kontingentforholdet er i orden.

Ethvert medlem er forpligtet til at rette sig efter de bestemmelser, som foreningens bestyrelse/ledelse fastsætter med hensyn til orden. Overtrædelse kan straffes af bestyrelsen/ledelsen og kun eksklusion kan ankes ved førstkommende generalforsamling.

§ 5 Ledelse:.
Generalforsamlingen vælger bestyrelse, som består af:

a)      Formand

b)      Kasserer

c)      3 bestyrelsesmedlemmer (tidl. 5)

d)      2 suppleanter

Alle valg gælder en to års periode.

Formand vælges lige år.
Bestyrelsesmedlemmer vælges med 1 personer på lige år og 2 personer på ulige år
Kasserer vælges ulige år
Revisor vælges hvert år.

 

Bestyrelsen konstituerer sig ved de ikke direkte valgte poster på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

 

§ 6 Rammer for bestyrelsen: 

Bestyrelsen fastsætter selv forretningsorden, råder over foreningens pengemidler og fører selvstændigt regnskab under ansvar over for generalforsamlingen.

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån indtil max 250.000 kr. af formanden samt 2 bestyrelsesmedlemmer.

Der gives fuldmagt til kassereren, som kan disponere over foreningens konti/check mv.

Der føres protokol over vedtagne beslutninger, som underskrives godkendes senest ved næste møde.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret (1/1 - 31/12) og senest en uge før generalforsamlingen afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisoren.

Revisionen kan uanmeldt kontrollere regnskab/bilag.

§ 7 Kontingent:
Generalforsamlingen fastsætter kontingent for det efterfølgende år.

Bestyrelsen bestemmer selv opkrævningsform.

 

§ 8 Generalforsamlingen: 
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes den tredje torsdag i februar måned med indkaldelse i dagspressen med 14 dages varsel. Generalforsamlingen afholdes i henhold til § 5, § 8 & § 9.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før afholdelsen.

Stemmeberettiget er fremmødte medlemmer, der er fyldt 16 år eller forældre /værge for ungdomsmedlemmer, der ikke er fyldt 16 år, men kun ved personlig fremmøde og med en stemme pr. medlem på generalforsamlingen.

Tillige har bestyrelsen stemmeret på samme.

Alle medlemmer over 18 år kan vælges til bestyrelsen, uanset om man er til stede under afholdelse, men der skal dog fremvises fuldmagt til dirigenten.

Alle sager afgøres ved almindelig stemmeflertal. Dog ved udelukkelse af et medlem, samt ændring af vedtægter kræves mindst 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget.

Skriftlig afstemning skal foretages, hvis mindst et medlem ønsker dette.

§ 9 Dagsorden for ordinær generalforsamling:
  

1.      Valg af dirigent

2.      Formandens beretning fremlægges til godkendelse

3.      Revideret regnskab fremlægges til godkendelse

4.      Indkomne forslag

5.      Kontingentfastsættelse samt budgetgodkendelse

6.      Valg af bestyrelsen i henhold til § 5

7.      Eventuelt

 
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når enten halvdelen af bestyrelsen eller mindst    25 % af medlemmerne skriftligt stiller krav herom med forslag til dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter kravet er modtaget og skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.


§ 11 Opløsning af foreningen:

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de fremmødte medlemmer i to på hinanden efterfølgende generalforsamlinger stemmer for en opløsning af foreningen.

I tilfælde af foreningens ophør tilfalder midler med mere en fond til fordel for ungdomsarbejdet i Slagelse Kommune

 

Ovennævnte  vedtægter vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 27. november 2008 og ændret fsva. §4 og §8 d. 18. februar 2010. Disse ændringer markeret med blåt.
Vedtægterne er tillige ændret på generalforsamlingen d. 23. februar 2011. Disse ændringer er markeret med rødt.